Anmeldelse

Juncker - Det Sorthvide Hotel

Rock

Juncker

Det Sorthvide Hotel

ArtPeople

2006

Stjerner 5

Christian Junckers andet album er et fortræffeligt lydspor til hans egen ungdom

Christian Juncker debuterede i 2004 med albummet Snork City, der kastede et par solide radiohits af sig. Albummet var med sit fokus på Junckers egen opvækst første del af en trilogi, hvor det nys udsendte andet album fokuserer på sangskriverens ungdom i 90erne. På det sidste album vil Christian Juncker beskrive voksenheden.

En ny og næsten Kent-agtig lyd er dukket op hos Juncker på et nummer som Bad Vibes, der i al sin enkelthed lyder som det perfekte pophit, flot produceret og stærkt iørefaldende. Samme enkle og letfattelige udtryk præger adskillige af de 12 sange med en spilletid på 50 minutter.

Lille Splint i Fingeren er et andet af albummets store højdepunkter. Sangen indledes med en højtflyvende guitar, der lyder som Coldplay, hvorimod beatet peger i retning af Depeche Mode, og Junckers egen vokal peger lidt i retning af Simon Kvamm. Bestemt effektivt nok til at få de små hår til at rejse til.

Varierede og gennemførte sange

Junckers debutalbum var en anelse spædt i lyden. Det kan man ikke sige om Det Sorthvide Hotel, hvor han har føjet masser af lag til produktionen, og hvor netop lyden er med til at gøre oplevelsen af sangene endnu større.

Tredje favorit er titelnummeret, der ligger til sidst på albummet. Endnu en iørefaldende sang, nu i nedsat tempo og med en sound, der tager store favntag med melankolien.

Et flot, varieret og gennemført album fra en dygtig sangskriver, der roligt kan sende tredje album på gaden. Vi venter allerede i spænding.

Anmeldelse: Jon Laudan